Ifølge Tore Hvidegaard fra 3dbyggeri danmark kommer der til at ske mange spændende ting inden for kunstig intelligens det kommende år. Men et egentligt gennembrud afhænger af byggebranchens evne til at håndtere data struktureret. Branchen bliver stadig mere datadreven, og måske sådan noget som nye Open Source værktøjer kan hjælpe til her.
Af Henrik Malmgreen
Året 2024 er stadig så frisk, som det næsten kan blive, og det kan være svært at komme med et præcist bud på, hvad året vil bringe inden for byggebranchen. Hvis man kigger bagud og skeler lidt til nogle af de tendenser, der har været med til at præge 2023, er der imidlertid ikke nogen tvivl om, at sådan noget som anvendelsen af kunstig intelligens også det kommende år vil komme til at stå højt på dagsordenen.
”Over tid har vi set tilløb til at tage kunstig intelligens i brug, men det egentlige gennembrud har vi dog ikke set endnu. Det tror jeg skyldes to ting, nemlig at teknologien – på trods af lovende takter – stadig er under udvikling, samt, at vi som brugere skal gøre os klart, hvad vi kan, og hvad vi skal bruge den til.” Det siger adm. direktør i 3dbyggeri Danmark Tore Hvidegaard samtidig med, at han nævner endnu en væsentlig forudsætning, nemlig at vi skal blive bedre til at strukturere data.
Der er brug for strukturerede data
”Det minder lidt om diskussionen, om det var hønen eller ægget, der kom først. Sagen er nemlig, at der er tale om en dualitet. Kunstig intelligens kan blive en god hjælp, når det gælder om at overskue data eller at grave ned i data, lige som teknologien kan hjælpe til med at strukturere informationen, hvilket vi som mennesker ikke er så gode til. Samtidig er der dog det paradoks, at kunstig intelligens fungerer bedst netop, når den modtager struktureret information,” forklarer Tore Hvidegaard.
I sit daglige virke i 3dbyggeri danmark er han stor fortaler for, at byggebranchen bliver bedre til at arbejde med struktureret information, end tilfældet er i dag. Ikke blot fordi det er en fordel i forhold til kunstig intelligens og er en af forudsætningerne for det maksimale udbytte, men også fordi det generelt set er en fordel i forhold til samarbejdet i byggeriets værdikæde som sådan, både når det gælder processer og validering af data.
“Kunstig intelligens kan blive en god hjælp, når det gælder om at overskue data eller at grave ned i data, lige som teknologien kan hjælpe til med at strukturere informationen, hvilket vi som mennesker ikke er så gode til,”
Tore Hvidegaard, adm. direktør i 3dbyggeri Danmark
Producenterne bliver dataleverandører
Han understreger dog, at vi endnu mangler at se de rigtig gode brugercases, men han er ikke i tvivl om, at der kommer til at ske en masse ”behind the scenes” i 2024 med henblik på at skabe både bedre og hurtigere systemer – men igen er en god datastruktur forudsætningen for et godt og effektivt workflow i byggebranchen. Ganske enkelt fordi branchen bliver mere og mere datadrevet, og data derfor i stadig højere grad bliver et konkurrenceparameter.
”En af de ting, jeg er sikker på, vi også vil se meget mere af i 2024, er, at producenterne til byggebranchen også vil blive leverandører af data. Vi ser allerede i dag en tendens til, at de skaber et univers af data omkring, deres produkter med henblik på at gøre det nemmere at håndtere og administrere dem i de digitale modeller. Vinduesproducenten VELUX er blot et enkelt eksempel på en leverandør, som vi har hjulpet på det område,” fortæller Tore Hvidegaard.
Skab værdi uden om selve produktet
Han siger videre, at da kunstig intelligens har stor appetit på data, øges behovet for adgang til produktdata i åbne formater – ikke flade PDF-filer. Det vil stille nye krav til producenterne, og han er ikke i tvivl om, at det reelt vil blive et konkurrenceparameter at skabe datamæssig og informationsmæssig værdi, der skal ligge uden om selve produktet. Han forudser, at der på sigt vil blive tale om et udskillelsesløb, hvor nogle leverandører vil blive udkonkurreret.
”Leverandørerne bliver nødt til at se på forskellige former for services, der knytter sig til deres produkter som added value. I tilfældet VELUX har vi hjulpet med at digitalisere op mod 10.000 produkttegninger, som VELUX stiller til rådighed for sine kunder. Det giver et effektivt, digitalt workflow med meget høj detaljeringsgrad i modellerne samt et højt serviceniveau i forhold til eksempelvis arkitekterne,” uddyber Tore Hvidegaard.
Brugervenlighed gennem Open Source
Det er en proces, der er svær at effektuere i et manuelt workflow, så fremtiden for producenterne handler altså i høj grad om at systematisere og strømline processerne med henblik på at komme op på et helt nyt niveau og blive mere konkurrencedygtig. Samtidig pointerer Tore Hvidegaard, at den systemiske vedligeholdelsesproces bliver både nemmere og billigere, hvilket er essentielt, hvis man som producent skal være konkurrencedygtig.
”I den proces ser jeg – ud over kunstig intelligens – også gode muligheder for øget brug af Open Source. Det er ligeledes et emne, vi har talt meget om i året, der gik, men også på det punkt mangler vi endnu det endelige gennembrud. Om det kommer i 2024, er svært at sige, men under alle omstændigheder er jeg af en opfattelse, at software og services skal være nemmere at bruge, så her ser jeg muligheder både for såvel kunstig intelligens som Open Source,” slutter Tore Hvidegaard.
Leave a Reply