Om denne blog
Denne blog er startet og drevet af stifterne bag 3dbyggeri danmark. Vi bestræber os på at skrive et indlæg ca. én gang om ugen, så der ikke er for meget, og ikke for lidt, at kigge på.

Byggeri 2.0 drives fra 3dbyggeri danmarks kontor i København.
Bloggen opstod fordi vi i 3dbyggeri danmark følte at der er behov for en mere livlig og frigjort debat i byggebranchen. Den er et supplement til initiativer fra støvsparkerne, som vi også er en del af. Vi debatterer digital projektering, krav, teknik og brugervenlighed.
Om forfatterne
Tore Hvidegaard
Tore er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole. Han har gennem en række år arbejdet med konkurrencer og projektering i arkitektfirmaet Nobel Arkitekter a/s. Gennem dette arbejde har Tore opbygget et bredt kendskab til arkitektens virke og den samlede byggeproces fra skitse til udførsel.
Tore har gennem sit arbejde i 3dbyggeri danmark oparbejdet stor viden om statens initiativ “Det Digitale Byggeri” og digital projektering. Gennem tæt samarbejde med førende spillere indenfor området, arbejder han med at sikre at denne viden hele tiden opdateres og øges. I 3dbyggeri danmark rådgiver han virksomheder i hvordan initiativet påvirker dem, med fokus på at få gjort teori til praksis.
Indgangsvinklen er mere og bedre tværfaglig kommunikation i byggeriet og brugen af IT-værktøjer til at muliggøre dette. Specielt hvordan den rigtige information kommer ind i processen på rette tidspunkt, og hvordan de forskellige parter løfter deres del af opgaven på bedst mulige måde. “Hvis digitalisering af byggeriet skal blive en succes er det vigtigt at løfte i fælleskab, og frem for alt, at hver part er klar over præcist hvad der er forventet af vedkommende.”
Thomas Watson Steen
Thomas har arbejdet professionelt med IT og internettet siden slutningen af 90′erne. Gennem hans arbejde hos det rådgivende ingeniørfirma Grontmij | Carl Bro og sidenhen hos IT konsulentvirksomheden Capgemini, har han arbejdet tværfagligt og på tværs af de traditionelle branche-skel.
Han er en erfaren systemudvikler med mange personlige interesser inden for IT. Han er aktiv inden for flere IT græsrodsbevægelser og stor open-source tilhænger.
I dag er Thomas ledende inden for brugervenlighed, hvor han bl.a. holder foredrag og skriver på bloggen justaddwater.dk.
Jeppe Liisberg
Jeppe er uddannet IT-ingeniør fra DTU, og har gennem sin uddannelse et bredt kendskab til IT’ens “fødekæde”, fra hardware og embedded systems til operativsystemer og webapplikationer.
Han har arbejdet professionelt med IT igennem en årrække, blandt andet som selvstændig og som systemudvikler og konsulent hos Rambøll Informatik A/S.
Han har mange personlige interesser indenfor IT, og er, ligesom Thomas, en stor tilhænger af open-source.
Hans interesse for Building Information Modeling (BIM) og CAD-værktøjer er opstået i forbindelse med ønsket om at kombinere viden om IT med en anden branche. Igennem sit arbejde i 3dbyggeri danmark og “Det Digitale Byggeri” er det hans ønske at bidrage til udviklingen i byggebranchen.


