Den digitale del af byggebranchen er under massiv udvikling i disse dage med et stigende fokus på IKT samarbejde og indsigt i BIM modeller og byggedata. Men hvor stiller det den traditionelle underleverandør? Det er netop, hvad vi har spurgt byggeleder Kristian Berner fra PlusByg om, der som underleverandør til Pihl & Søn A/S, er i gang med at realisere det syvetagers høje “Hotel Scandic Spectrum” på Kalvebod Brygge i København.

Af Mark Sørensen, MS Kommunikation

Via en kontakt formidlet af Pihl & Søn i foråret 2020, har 3dbyggeri og Tore Hvidegaard fungeret som det digitale bindeled mellem PlusByg og Pihl & Søn i forbindelse med det igangværende byggeri af det 40.000 kvm store og syv etagers høje Hotel Scandic Spectrum. Det nye hotel kommer til at skyde op på Kalvebod Brygge i løbet af 2021 og med udsigt over kanalen til Islands Brygge.    

På stueplan i byggeriet ved Kalvebod Brygge (Fotos: MS Kommunikation)

På baggrund af det assisterende arbejde, som Tore har hjulpet PlusByg med, i form af digitale udtræk fra BIM-modeller, verificering af mængder i byggeprocessen, samt løbende prisberegning for PlusByg har vi spurgt byggeleder Kristian Berner om hans syn på den stigende digitalisering af byggebranchen på tværs af fag og entrepriseformer, samt hvor denne udvikling stiller den byggekyndige underleverandør?

For Kristian Berner, der er byggeleder hos PlusByg, der blandt andet har speciale i montering af skillevægge, lofter og vinduer, er det tydeligt, at den digitale dagsorden og samarbejdsform har vundet indpas i byggeriet de seneste år og er blevet et decideret konkurrenceparameter. Og som underleverandør til entrepriser af en vis størrelse, er det for Kristian Berner at se afgørende, at man – foruden at beherske sit eget fag, også gør plads til de øvrige eksperter, der kan sikre det digitale samarbejde mellem bygherre, entreprenør og underleverandør.

“For os har det været vigtigt at alliere os med eksperter, der besidder en anden type faglighed end os selv. På den måde kan vi sikre begge sider af det, der er fremtiden i byggeriet, nemlig et tæt samarbejde mellem det håndværksmæssige og det digitale.”   

– Kristian Berner, Byggeleder hos PlusByg.

Væk fra tegningerne og over i 3D-modellerne

For PlusByg har det været intuitivt at gribe den digitale dagsorden og lukke op for at håndværksfaget og de digitale eksperter i fællesskab har kunnet skabe resultater, der både kan ses og regnes på. 

Skiftet væk fra udskrevne tegninger, og til at arbejde mere med data direkte i 3D-modellerne, har ifølge Kristian Berner åbnet op for en større gennemsigtighed i det aktuelle projekt. Det kommer blandt andet til udtryk, når der ikke længere hersker tvivl om, hvor opdateret og retvisende en plantegning eksempelvis er. 

“Med 3dbyggeri som sparringspartner har vi fået en bedre indsigt i, hvilke byggedata, som er opdateret og gældende. Det vil sige, at vi er gået helt væk fra at skulle gætte på, hvorvidt en udprintet tegning uden datering eller versionering nu også var den seneste udgave, da vi nu kigger ind i retvisende og opdaterede BIM-modeller”.

– Kristian Berner, Byggeleder hos PlusByg.

En hurtigere mængdeberegning er ifølge Kristian Berner en meget konkret fordel ved at benytte sig af 3D-modellerne. Og her spiller tidsbesparelsen en stor rolle, som den altid gør det på byggeprojekter. 

“Når det eksempelvis kommer til at skulle beregne, hvor mange plader af en konkret type, som vi skal bruge i installationen af eksempelvis badekabiner på hotellet, så har Tore på forhånd tegnet fagentreprisen som en 3D-model, hvorefter vi kan isolere de konkrete dele af byggeriet og derpå beregne mængderne. Tidligere sad vi manuelt og talte ud fra udskrevne tegninger. Nu tager det 5 minutter”.  

Hvad gemmer der sig i 3D-modellen?

Lokaliseringen af de forskellige bygningsdele og elementer i byggeriet er med brugen af BIM-modellen ifølge Kristian Berner blevet en hel del lettere at håndtere. Det at kunne sætte specifikke parametre op for en søgning i modellen, åbner op for en konkret optimering af det daglige arbejde, da tidsforbruget med at finde frem til meget specifikke elementer nærmest er forsvundet.  

“Når jeg eksempelvis skal give pris på nogle specifikke kvadratmeter skillevægge, ud af de godt 11.000 m2, som er det antal vi arbejder med på Hotel Scandic Spectrum, så kan jeg uden en BIM-model have svært ved at pinpointe præcis, hvor de skillevægge skal installeres. Det er trods alt lettere at lokalisere i en BIM-model end på gammeldags plantegninger”.   

Teknologien skal understøtte den byggekyndige håndværker

Som håndværker er det ifølge Kristian Berner vigtigt, at man har en pragmatisk tilgang til den hurtige digitale udvikling i byggebranchen. Da faktum, – Ifølge Kristian Berner,- er, at teknologien overhaler håndværkeren, indbærer det, at man som byggekyndig formår at sikre sig indsigt og viden gennem strategiske eksterne partnerskaber.

“Der er ingen tvivl om, at vi er nogle stykker (red.håndværkere), der har stået på nogle byggepladser og ikke har kunnet gennemskue teknikken, da det hele er foregået i 2D. Nu er vi så der, hvor alt bliver tegnet op i 3D og så er vi samtidig et sted, hvor vi som håndværkere enten kan tro på, hvad vi får vist, eller få det verificeret af eksterne eksperter, som tilfældet nu har været det med Tore fra 3dbyggeri”.       

– Kristian Berner, Byggeleder hos PlusByg. 

Som en del af entreprisen opfører PlusByg skillevægge på samtlige af de syv etager på Hotel Scandic Spectrum (Foto: MS kommunikation).

Samtidig er der ifølge Kristian Berner også ny viden at hente for den digitale ekspert, når man kombinerer de to fagekspertiser, der udgør et samarbejde, som det mellem PlusByg og 3dbyggeri. 

“Tore har også haft en del opklarende spørgsmål til os omkring dele af byggeriet og sådan vil det jo være, når man kombinerer de her to verdener af henholdsvis håndværkere, der nærmest kan bygge helt uden tegninger, og så eksperter som Tore, der behersker BIM-modeller og IKT programmer”.   

ifølge Kristian Berner har PlusByg en klar strategi om fortsat at benytte sig af digitale samarbejdspartnere og på den måde ruste sig til en fremtid, hvor den digitale bygningsmodellering og IKT samarbejdet kun bliver mere og mere avanceret.

3dbyggeri Danmark har rådgivet om digitalisering af byggebranchen, data management og BIM siden 2007.