Den danske byggebranche er alt for dårlig til at opsamle og dele viden. Det har den været historisk, og det er den fortsat, mener Tore Hvidegaard fra 3d byggeri danmark. Han mener, det handler om at turde tage både styring og at turde tage et ansvar for at gøre tingene på den rigtige måde.
AF Henrik Malmgreen
”Alt for mange mennesker i den danske byggebranche bruger alt for megen tid på snak. Snak som på trods af fine og gode ambitioner i bedste fald ikke rigtig fører nogen vegne og i værste fald fører til fejl og misforståelser i et byggeprojekt”. Sådan siger administrerende direktør Tore Hvidegaard fra 3dbyggeri danmark. Hans erfaring er, at branchen simpelt hen er for dårlig til at lære, hvorledes man opsamler samt ikke mindst deler viden.
Argumentationen er, at stort set hver gang, et nyt byggeprojekt påbegyndes, starter dialogen om de praktiske forhold i projektet forfra. Helt ned til forholdsvis enkle opgaver som, hvorledes en tilbudsliste skal strikkes sammen. Der tales til højre, der tales til venstre, og på et tidspunkt er man så nået til enighed – tror man. For når projektet for alvor sættes i gang, viser det sig som oftest, at der alligevel ikke er opnået konsensus.
“For at få gavn af den automatiseringsproces, som nutidens digitale værktøjer byder på,
er det nødvendigt med en struktur, som alle er enige om.”Tore Hvidegaard, adm. direktør 3dbyggeri danmark
Nødvendigt at skære igennem
”Al erfaring viser, at i forhold til at være enige om tingene fra projektets start, er det både besværligt og dyrt at ændre senere hen. “Bevares, der sker altid ændringer i løbet af et byggeprojekt, men hvis ikke man fra start er enige om, hvordan de forskellige procedurer skal håndteres, løber tingene meget hurtigt af sporet”, siger Tore Hvidegaard videre. Han efterlyser således langt højere grad af fasthed og stringens i de indledende processer.
Selv om opstarten af et byggeprojekt måske kan virke uoverskuelig for nogle, er det i hans optik ikke vildt kompliceret. Hvis man f.eks. kigger på digitalisering og digitale arbejdsgange handler det om at definere, hvor data, kommer fra, hvor de skal hen, og hvem, der har ansvaret for, at det sker på den rigtige måde. I den sammenhæng understreger han vigtigheden af, at den projektansvarlige har modet til at skære igennem og sige, at ”her gør vi tingene på den eller den måde, og sådan bliver det”.
Værktøjer giver automatisering
”Det kan godt være, det lyder barskt, men jeg har efterhånden så mange gange oplevet, at byggeprojekter mere eller mindre løber af sporet, fordi man tror, man er enige om, hvad der er aftalt, men alligevel ikke er det, når det kommer til stykket. Det er nødvendigt med en struktur, som alle er enige om. Det er ligeledes forudsætningen for, at det er muligt at få gavn af den automatiseringsproces, som nutidens digitale værktøjer byder på”, uddyber Tore Hvidegaard.
Det er digitale værktøjer, som blandt andet er indeholdt i softwaren Glasshouse, der er udviklet af 3d byggeri danmark. En software, der giver mulighed for at oprette og arbejde med såvel standarder som biblioteker for alle dele i et byggeprojekt. I Tore Hvidegaards optik handler det ganske enkelt om, at den der har ansvaret for et byggeprojekt så at sige griber serverretten til at definere, hvorledes det skal struktureres.
Alle kompetencer skal i spil
”Det handler om så hurtigt og effektivt som muligt at komme i gang med det sjove, nemlig selve byggeprojektet, og det skal meget gerne ske på en måde således, at der opsamles viden samt erfaring, der kan anvendes i næste projekt. Det handler nemlig ikke kun om at gøre tingene struktureret, det handler også om så tidligt som muligt at få bragt de nødvendige kompetencer i spil på en måde, der giver mening fremadrettet”, siger Tore Hvidegaard.
I den forbindelse pointerer han muligheden for at kunne genbruge data på en måde, så de enkelt kan hentes fra et projekt og flyttes over til et andet. I Glasshouse er det nemt at arbejde med databiblioteker, der netop gør dette muligt – altså at plukke data mange steder fra og overføre dem til nye projekter uden, at besværlige datasiloer kommer i vejen. Det er en klar fordel både for virksomheden internt og i forhold til samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere.
FAKTABOKS:
Tore Hvidegaards klare anbefaling er, at der sættes god tid af til at få et byggeprojekt godt fra start. Både hos bygherren og når rådgiverne er koblet på. Det kræver nemlig omhyggelighed at få diskuteret processer, ansvar og behov ordentligt igennem. Når det gælder digitalisering, er IKT-procesmanualen et projektspecifikt samarbejdsværktøj, som anvendes til at afstemme, hvordan man i fællesskab, og på den mest effektive måde når frem til de aftalte digitale leverancer. Den proces sikrer, at de centrale punkter er vendt og aftalt. Men i Tore Hvidegaards optik er der måske også er brug for en samlet Projekterings procesmanual på alle projekter. En sådan vil ligeledes kunne være en hjælp, når entreprenøren kobles på projektet.
Leave a Reply