Molio, Byggeriets Videnscenter er nu klar med Beskrivelsesværktøj 2.0, der både byder på en nyudviklet digital platform og langt bedre muligheder for såvel beskrivelse af projekter som dokumentation og kontroltjek.
Af Henrik Malmgreen
”Det nye digitale værktøj vil øge effektiviteten i byggebranchen. Derudover vil vi se en langt bedre koordinering på byggepladserne”. Således står der i en pressemeddelelse udsendt af Molio, Byggeriets Videnscenter, i forbindelse med lanceringen af det beskrivelsesværktøj version 2.0, man netop har lanceret.
Udtalelsen kommer fra professor ved Institut for byggeri, by og miljø på Aalborg Universitet, Christian Koch, og han er ikke alene om at glæde sig over det nye værktøj, som ved hjælp af en digital platform skal skabe langt bedre samarbejde i byggebranchen. Det er formentlig de færreste, der kan være uenige i, at det er tiltrængt.
Færre fejl og tvister
Ifølge en analyse fra DI Byg i 2020 kan byggebranchen nemlig årligt spare mellem 3,5 og 10,5 mia. kr. netop gennem øget digitalisering og øget samarbejde på tværs af faggrupperne. Nok så vigtigt er det imidlertid også, at grunden ikke alene er lagt til både bedre byggeri og mere effektive processer, men også til færre fejl og tvister.
I publikationen ”Nye veje for byggeindustriens konflikter”, som blev udgivet af Mediationsinstituttet i 2017, kunne man således læse, at de samlede udgifter til løsning af juridiske konflikter inden for byggeriet i Danmark på det tidspunkt udgjorde 0,50 pct. af byggeriets samlede omsætning, svarende til godt et par milliarder kroner.
Ren digital platform
Næppe meget har flyttet sig siden 2017 – det er skandalen om Niels Bohr bygningen i København et godt eksempel på – så selv om der siden 2007 har været mulighed for at arbejde med version 1.0 af Molios beskrivelsesværktøj, er der bestemt plads til forbedring, og med en ren digital platform som fundament, er mulighederne gode.
”Vi går fra et Wordformat over til den digitaliserede verden. Det bliver nemmere og hurtigere at holde styr på de forskellige opgaver i et udbud, hvilket mindsker risikoen for menneskelige fejl”, siger Christian Rueløkke. Han er beskrivelsesansvarlig hos NIRAS og har sammen med blandt andre Rambøll, WSP og Arkitema været med i udviklingen.
Hele branchen bakker op
Christina Hvid, der er administrerende direktør i Molio, tøver ikke med at kalde Beskrivelsesværktøj 2.0 en milepæl. Det nye beskrivelsesværktøj vil ifølge direktøren strømline arbejdsprocesserne og effektivisere både udbud og den praktiske tilrettelæggelse af arbejdet. Dermed er der lagt op til store besparelser i hele branchen.
”Det er et stort skridt på vej mod en mere digitaliseret byggebranche, og jeg glæder mig over, at vi har oplevet meget stor opbakning fra hele branchen. Blandt andet i forbindelse med de webinarer og kurser, vi afholder”, siger Christina Hvid videre, der nu ser frem til, at Beskrivelsesværktøj 2.0 for alvor tages i brug.
Hvem laver hvad hvornår
Hun medgiver, at det har taget tid at blive helt færdig, men da det nye værktøj sammenlignet med det gamle beskrivelsesværktøj bygger på en helt ny struktur, har der været tale om et kæmpe koordineringsarbejde mellem de mange fagredaktører, projektets arbejdsgruppe samt brugergruppen, der har rummet en række aktører fra byggebranchen.
Med Beskrivelsesværktøj 2.0 kan de udførende håndværkere samt bygherren nu præcist og på en digital baggrund kan beskrive, hvem, der skal hvad, hvornår, hvordan og med hvilke typer materialer i arbejdet på tværs af byggeriets faggrupper. I dag opstår der nemlig ofte tvivlsspørgsmål om, hvilke opgaver, der tilfalder hvem på et stort byggeprojekt.
Nu venter lakmusprøven
I forbindelse med projektet har Molio blandt andre samarbejdet med 3dbyggeri danmark, der gennem værktøjet GlassHouse allerede har en digital overbygning klar til det nye beskrivelsesværktøj. Her ser arkitekt og administrerende direktør Tore Hvidegaard ligeledes frem til, at værktøjet vinder indpas i byggebranchen.
Han er imidlertid også godt klar over, at der både vil blive tale om en overgangsfase af længere varighed og, at der vil opstå uforudset udfordringer, når værktøjet for alvor tages i brug. Det er nemlig først her, man finder ud af, om det består lakmusprøven. Under alle omstændigheder vil løbende opdatering og tilretning givet være nødvendig.
Tiden ér løbet fra det gamle
”Det siger sig selv, at projekter, der er startet op i det gamle beskrivelsesværktøj, formentlig er bedst tjent med at blive i dette, så vi vil se en glidende overgang til version 2.0 af værktøjet”, siger Tore Hvidegaard og føjer til at Glasshouse naturligvis understøtter begge versioner således, at kunderne kan implementere de nye funktioner efter behov.
Selv om overgangsperioden til det nye værktøj næppe bliver helt lydefri, erkender han dog, at tiden ér løbet fra det gamle beskrivelsesværktøj. Blandt andet fordi de regulative krav til byggebranchen bliver stadig mere komplekse. På det punkt kommer Beskrivelsesværktøj 2.0 også til at spille en markant rolle i styringen af byggeprojekter.
FAKTABOKS…
Fakta om Beskrivelsesværktøj 2.0
Beskrivelsesværktøj 2.0 er et digitalt system, som Molio har udviklet i samarbejde med flere af branchens softwareleverandører. Det sikrer, at beskrivelserne for et byggeri fremover kan udveksles og benyttes i hovedparten af branchens softwareløsninger. Det har været fire år undervejs og er den største investering, Molio har foretaget på den front.
Værktøjet har kostet et tocifret millionbeløb og nogle af byggebranchens allerstørste aktører samt 45 fagredaktører fra et bredt udsnit af bygge- og anlægsbranchen har været med i udviklingsarbejdet. Med Beskrivelsesværktøj 2.0 kan de udførende håndværkere og bygherren i langt højere grad følge med i arbejdet på tværs faggrupperne.
- Beskrivelsesværktøj 2.0 rummer mellem 6 og 7.000 sider med detaljerede basisbeskrivelser, dokumentation og kontroltjek.
- Den nye udgave kan inddele beskrivelserne, så de enkelte aktører på et byggeri i højere grad kan nøjes med at forholde sig til det, som har direkte relevans for deres arbejdsopgaver.
- Det sikrer mindre afvigelser mellem tegninger, beskrivelser og den praktiske udførelse af byggeriet, hvilket i sidste ende betyder færre fejl og mangler på det færdige byggeri.
- Beskrivelsesværktøj 2.0 er en videreudvikling af Beskrivelsesværktøjet fra 2007 og rummer mere end dobbelt så mange beskrivelser som den tidligere version. Det gør det mere fleksibelt at tilpasse beskrivelsesmaterialet til det enkelte projekt.
- Beskrivelsesværktøj 2.0 afspejler de nuværende standarder i bygningsreglementet og måden, branchens virksomheder arbejder på i dag.
- Beskrivelsesværktøjet er branchens fælles standard for arbejdet med beskrivelser blandt rådgiverne.
- En af de næste ting, der skal tilføres i Beskrivelsesværktøj 2.0, er beskrivelser på bæredygtighed. Molio ser den digitale omstilling af bygge- og anlægsbranchen, som et nøgleelement i at gøre branchen både grønnere og langt mere effektiv.
- Med det nye beskrivelsesværktøj er det forsat muligt at udarbejde beskrivelser i Word som hidtil. De største gevinster ligger dog i den digitale anvendelse af Beskrivelsesværktøj 2.0.
Leave a Reply