Den digitale transformation er i fuld gang i hele byggebranchen. Ikke kun, når det gælder selve udførelsen, men også når det gælder projektering og rådgivning.
Af Henrik Malmgreen
Den digitale udvikling er efterhånden ved at holde sit indtog i hele byggebranchens værdikæde. Således også på rådgiversiden. Eksempelvis har COWI gennem en årrække anvendt Glasshouse, der er udviklet af 3dbyggeri Danmark til at hjælpe med at holde styr på data i byggeprojekterne. Lige nu anvendes det i COWI’s byggeafdeling, men da interfacet er helt åbent, forudser Simon Fiele, der er Digital Development Lead, at det også kan finde vej ind i andre afdelinger.
”Vi anvender Revit fra Autodesk, men det åbne interface i Glasshouse gør det ligeledes muligt at udveksle data med en lang række andre programmer som f.eks. Civil3D”, siger Simon Fiele. Han forklarer videre, at COWI for alvor har været i gang med den digitale rejse siden 2017. Her stiftede man første gang bekendtskab med Glasshouse løsningen, og over en længere periode testede man det grundigt.
Turbo på digitaliseringsprocessen
”Vi havde mulighed for at være med til at sætte vores fingeraftryk på det ud fra de kravsspecifikationer, vi havde, og i 2020 blev der således sat turbo på digitaliseringsprocessen, da vi besluttede os for at alle byggeafdelingens projekter skulle håndteres i Glasshouse”, uddyber Simon Fiele – og han er ikke i tvivl om, hvor COWI har fået mest ud af at anvende løsningen.
Resultatet af den digitale rejse – som stadig er i proces og under udvikling – har helt klart været en langt mere centraliseret datastruktur, hvilket naturligvis har betydet, at der også er mere struktur på de enkelte projekter. Ikke forstået således, at det har der ikke været tidligere, men via systemets centrale database er man sikker på, at alle altid arbejder med opdaterede og aktuelle data.
Data styrker konkurrenceevnen
”Det er især databasedelen samt ikke mindst koblingen ud til Revit, vi har kunnet drage nytte af, og i forhold til en mere manuel arbejdsgang sparer vi store mængder tid, lige som risikoen for fejl naturligvis minimeres”, forklarer Simon Fiele. Han føjer til, at dengang ganske almindelige regneark var det daglige værktøj kunne det fra tid til anden også være svært at finde frem til de rigtige data hurtigt nok.
”Vores branche bliver mere og mere digital. Derfor siger det sig selv, at både i forhold til det at være konkurrencedygtig og det at kunne levere den bedst mulige service til vores kunder, bliver det stadig mere vigtigt for os at kunne arbejde ud fra datadrevne beslutninger”, føjer Simon Fiele til. Han påpeger imidlertid, at træerne ikke bare helt af sig selv vokser ind i himmelen. Det gælder nemlig også om at have medarbejderne med på den digitale rejse.
Mere end blot at sætte strøm til
Digitaliseringsprocessen handler nemlig om meget mere end blot det at sætte strøm til nogle processer, det handler også om en holdningsændring samt forståelse for en anden måde at arbejde på, så ifølge Simon Fiele gør man også en stor indsats for at opgradere medarbejderne gennem afholdelse af en lang række interne kurser, som skal være med til at sikre, at den digitale rejse ikke går i stå.
”Fremadrettet vil alle databeskrivelser lige fra projektstart blive håndteret centralt via Glasshouse. Vi arbejder med omkring 30 forskellige modeltyper, og derfor er det essentielt, at når der sker ændringer i et projekt, kan vi styre det fra centralt hold i stedet for det sker i en knopskydningsproces, hvor man hurtigt mister overblikket, slutter Simon Fiele. Det sparer tid, og tid er som bekendt penge.
Leave a Reply