3dbyggeri hjælper MT Højgaard

I det seneste nummer af bips nyt (pdf) kan man læse hvorledes MT Højgaard A/S og datterselskabet Ajos har taget det gratis 3D modelleringsværktøj Google SketchUp i brug til bl.a. planlægning og styring af byggepladsindretning.
Brugen af 3D værktøjer til planlægning af byggepladser er en helt ny tankegang i Danmark, og brugen af SketchUp i denne sammenhæng er smart, da værktøjet er gratis og hurtigt at lære at bruge.
Når logistikken på en byggeplads skal planlægges tegnes pladsen hurtigt op i Google SketchUp og komponenter – f.eks. skurvogne, kraner og containere – trækkes ind i modellen. Derved bliver det let at planlægge, få overblik, visualisere og diskutere løsningen i projektgruppen, samt få styr på hvilke enkeltdele der skal bruges, og om forskellige krav til byggepladsen er overholdt.
3dbyggeri har været tæt indvolveret i udviklingen af denne nye arbejdsmetode, og har bl.a. hjulpet til med udvikling af såkaldte “dynamic components” og har ligeledes udviklet et SketchUp plugin ved navn “Site Inventory”.
Site Invetory er værktøjet der gør det muligt hurtigt at få et overblik over både hvilket materiel der er i brug på byggepladsen, hvor mange m2 adgangsvej m.m. modellen indeholder og om krav til forskellige typer materiel er overholdt.
Værktøjet er derudover lavet så det spiller sammen med MT Højgaards andre værktøjer, så det f.eks. til slut er muligt at eksportere listen over byggepladsmateriel direkte til Sigma eller Microsoft Excel, hvilket er med til at sikre en meget nemmere og præcis kalkulation.
Et spændende ‘lille’ projekt, som viser hvor langt man kan komme med med en målrettet indsats, såfremt man får overblik over ens processer, værdikæde samt vurderer hvilke værktøjer der ligger indenfor rækkevidde.



