Bedre software med færre ressourcer

Mon ikke vi kan nå et bedre resultat ved at arbejde sammen?
Lad være med at lave det andre har lavet før. Lav det du er god til.
Det sidste stykke tid er jeg stødt på flere projekter, der vil lave software som understøtter IFC.
Det er ofte udviklere af eksisterende specialistsoftware til kalkulation, energiberegning osv. der kan se det smarte i at understøtte IFC.
Der er god forretningslogik i at ens software kan arbejde sammen med andre typer software.
Knap så god forretningslogik er dog, at der gang på gang bliver brugt et hav af ressourcer på at skabe de helt basale grundsten – f.eks. import og visning af modellen – frem for det man er specialist i!
Hvad der kunne have været et enkelt lille projekt, bliver hurtigt tungt og ressourcekrævende.
Dette sker gang på gang, og det er jo ikke fordi der mangler software som kan grundfunktionerne.
Prøv selv at søge på IFC viewer på Google, og se hvor meget der allerede er.
Så man spørger sig selv: “Hvorfor ikke bruge ressourcerne i fællesskab og skabe et fundament alle kan bygge oven på?”
Igen, se på IT-verdenen.
Der er masser er åbne kerner, andre kan bygge forretning oven på!
Det er en kæmpe succes, udviklingen går stærkt og pengene strømmer ind.
Hvorfor ikke få en bid af kagen?
“Hvad skal en sådan kerne kunne?”
Jeg tror ikke det behøver være så kompliceret til at starte med, vi skal i første omgang bare have de helt basale ting på plads:
- Import og tolkning af IFC modeller fra de mest brugte programmer (Archicad, Revit & Microstation)
- Visning af modellen visuelt og i lister, og sammenhæng mellem disse (når man vælger et objekt i en liste lyser den op i den visuelle del).
- Open source licens, så alle løbende kan være med til at forbedre kernen, så staten og uddannelsesinstitutionerne også kan være med, og så vi kan tiltrække de hårde nørder fra IT-sektoren – de arbejder ikke med andet!
Man skal selvfølgelig indflette flere funktioner over tid, men lad os starte med at plukke de lavt hængende frugter.
“Hvem skal betale?”
Alene i Danmark kender jeg til 5 virksomheder, 2 uddannelsesinstitutioner, 1 forening og endnu flere projekter på tværs, som bruger ressourcer på opgaven, bare hver for sig.
Så ressourcerne er der allerede, de bliver bare brugt forkert.
Der kan sikkert søges offentlige midler.
Det er high-tech, tværfagligt og samarbejde mellem virksomheder.
Ting som for alvor er på dagsordenen.
…og så er der også noget med en hensigtserklæring om mere IFC…
“Hvordan kommer vi så i gang?”
Vi snakker sammen: Hvad har vi nu, hvad er vores planer, hvad mangler vi, hvordan skaffer vi ressourcerne?
Måske er dette et lille selvstændigt projekt, måske er det en del af noget større.
Vi kan jo starte dialogen i feltet nedenfor.




Projektet Arkitektur+Energi er et af de projekter, som skal bruge en IFC-import. Vi er meget interesserede i at samarbejde, for det er jo indlysende rigtigt at vi kan opnår bedre resultater med flere ressourcer. Til gengæld skal der også bruges nogen kræfter på aftaler og styring, især hvis vi skal ud og have fat i nogen open source folk udenfor Danmark.
Med venlig hilsen
Sara Asmussen, arkitekt MAA
Kort om Arkitektur+Energi:
Arkitektur + Energi er et samarbejde mellem SBi, Vglcph og Esbernsen Rådgivende Ingeniører, som dels har resulteret i en trykt publikation om Arkitektur og Energi, dels i et koncept for en A+E Software. I arbejdet med kravspecifikationen har Tværsnit Arkitekter indgået i A+E samarbejdet.