Brugerdreven innovation i praksis
Hvis den digitale revolution i byggebranchen skal blive til noget, skal der løftes i flok. Tiden hvor man holdt udviklingen og ideerne “in-house” er forbi. Brugerne skal tages med på råd, viden og ideer skal udveksles frit og bygges videre på i fællesskab.
Tirsdag d. 26. juni gjorde 3dbyggeri danmark og Teknologisk Institut ord til handling, og afholdt den første af i alt 5 workshops, som skal danne grundlaget for realiseringen af projektet ”Digitalt Produktkatalog”.
Oplægget var problemstillinger i forbindelse med digital projektering, og hvordan et digitalt produktkatalog kan skabe merværdi for de projekterende parter. De inviterede var arkitekter, ingeniører, konstruktører og tekniske tegnere, alle blandt de førende indenfor digital projektering anvendt i praksis.
Gennem hele workshoppen blev der debatteret ivrigt, og mange problemstillinger og løsningsforslag blev bragt på banen. Blandt disse blev følgende fremhævet som helt centrale:
- Fra generiske til produktspecifikke objekter. Hvornår bruger man hvad og hvordan arbejder de sammen? I dag er det besværligt at skifte objekterne ud, og man kan ikke overfører parametre fra et objekt til et andet.
- Versionering og opdatering. Når rådgiverne skal anvende producenternes digitale produkter, er det essentielt at disse altid er up-to-date. Producenterne skal være opmærksom på dette fra starten af.
- Standarder og internationalisering. Standarder er fint, men de skal være internationale. Danske arkitekter arbejder også andre steder end i Danmark. “Det er spild af tid at lære alle arkitekter bips!” – svaret er mere brugervenlighed, indpakning af teknikaliteter og mere internationalisering.
- Flere indgangsvinkler til samme produktkatalog. Man har forskellige behov på forskellige tidspunkter, nogle gange skal man finde et produkt hurtigt, ude fra en række specifikke søgekriterier, andre gange vil man bare surfe lidt rundt og se hvad der er af nye produkter.
Referatet fra workshoppen vil blive offentliggjort på projektet eget website. Vi annoncerer offentliggørelsen her på bloggen, når den finder sted. I mellemtiden kan billederne fra dagen ses i vores nye Flickr galleri.
Den næste workshop afholdes d. 17. august 2007 og de inviterede er denne gang byggematerialeproducenterne. Der skal diskuteres udfordringer og muligheder i forbindelse med Det Digitale Byggeri og hvordan man skaber mulighed for bedre kontakt mellem producenter og de projekterende parter.




